Udtryk udtryk udtryk!

Som du måske allerede har fornemmet, så er ansigtsudtryk ret vigtigt for mig – indrømmet, så har jeg nørdet det så meget, at jeg er helt ude at trække på inspiration fra både pantomime og kabukiteater; alt sammen for at blive bedre til at skabe de billeder, som jeg føler rammer dybt nok.

De fleste af os har et relativt ureflekteret forhold til andres mimik, men det er noget af det første vi lærer at afkode her i livet. Vi har oceaner af kommunikation bagt ind i vores mimik, og vi aflæser det helt uden at tænke over det. Det er netop det potentiale som jeg forsøger at tappe ind i med mine portrætter. Jeg har været på adskillige kurser i personinstruktion og coaching for at kunne skabe det her look i mine billeder – og erfaringsmæssigt har jeg øvet mig på flere hundrede mennesker.

Her har du lige 6 niveauer af udtryk, som du helt sikkert kender - spørgsmålet er om du ser det, når du kigger på andres billeder. Måske begynder du nu?

Dådyret i lyskeglen.

Har du nogensinde kørt et dyr ned? Det er måske en lidt makaber pensel jeg maler med her, men følg mig lige. Jeg taler om det der totalt tomme blik, hvor man bare ikke rigtigt fornemmer at der er nogen hjemme.

Det rasende ubehag

Rigtigt mange mennesker ser slet ikke det her niveau i billeder, men du kan sagtens se det hvis du kigger efter. Spørg dig selv, “ser den her person ser ud til at have det behageligt på et billede?” Rigtig mange portrætter ser umiddelbart fine ud på overfladen, men den lille trækning i mundvigen eller de lidt opspilede øjne signalerer et kæmpe ubehag. Det du’r ikke, og kan heldigvis arbejdes væk med den rigtige coaching.

Det formålsløse

Nu er vi på det niveau, hvor rigtigt mange mennesker siger ”Det er godt nok”. Der er ikke noget negativt at sige om udtrykket – der er bare heller ikke noget positivt. Vi mærker intet andet end en visuel repræsentation af et andet menneske.

Appelsin!

Jaja, den her kender vi og for helvede, hvor er den irriterende. Det her obligatoriske smil, som er så mega-fake og er totalt frakoblet øjnene. Vi tror ligeså meget på det, som vi tror på julemanden. Jeg tror det er 1% af de mennesker, som jeg har fotograferet, der har et troværdigt falskt smil – de er ligeså sjældne, som de er heldige. Appelsin-smilet er en doven uskik og vi skal anstrenge os lidt mere.

Det selvsikre og/eller imødekommende

Hovsa, der skete noget her. Kan du mærke det? Her fik vi faktisk en følelse af formål og en fornemmelse af en person. Der sidder en trækning ved øjet og i mundvigen; et mikroudtryk der gør hele forskellen. Du ved ikke selv hvordan du skal gøre det, men du ved udmærket godt hvordan det ser ud hos andre. Det er den her, vi skal tappe ind i når vi tager dit portræt. Det her niveau er min baseline, her lander jeg med alle, men trust me – der er et niveau mere, som jeg altid stræber efter.  

Det magiske sekund

Jeg ved det godt – det er en åndsvag kunstig situation når man står foran et kamera og man føler sig så akavet og forkert. Men når vi kan lave det selvsikre og imødekommende på kommando, så vil jeg forsøge at kortslutte din hjerne og få dig til at reagere på noget, der skaber den her fuldstændige magiske brøkdel af et sekund, hvor du ser ud som om at du kigger på et andet menneske og ikke ind i et kamera. Det er her magien sker, og det er det her øjeblik jeg arbejder efter at opnå med alle mine sessions.

Forrige
Forrige

Gode tips til når du skal have taget dit portræt